Kronprinsesse Mary tilbage i Danmark

Kronprinsesse Mary. 

Kronprinsesse Mary. 

Foto: Hanne Juul

Kronprinsesse Mary vender om knap to uger tilbage til Danmark fra Schweiz for at udføre officielle opgaver.

Torsdag, 16. januar 2020 - af Marianne Singer

Efter tre og en halv uge i Schweiz vender kronprinsesse Mary, ifølge kongehusets kalender, sidst i januar måned tilbage til Danmark for en kort stund i forbindelse med officielle opgaver.

Første gang danskerne igen får den populære kronprinsesse at se bliver onsdag den 29. januar, når hun som formand for Mary Fonden overværer kåringen af Mediekonkurrencens vindere i Politikens Hus i København.

Allerede i efteråret viste kronprinsesse Mary stor interesse for konkurrencen, da hun besøgte Frydenhøjskolen i Hvidovre for at tale med eleverne om, hvordan det gik med deres projekter til konkurrencen, der denne gang har haft overskriften ”Døden er da noget, vi taler om”.   

Kronprinsesse Mary på farten igen

To dage efter er kronprinsesse Mary på farten igen, når hun fredag den 31. januar forestår overrækkelsen af Women’s Board Award 2020, ligeledes i København. 

Kronprinsesse Mary har siden 2015 været med til at fremhæve kvindelige bestyrelsestalenter ved den prestigefyldte prisuddeling. 

BILLED-BLADETs nyhedsbrevKlik her og meld dig til!

BILLED-BLADETs nyhedsbrev
Klik her og meld dig til!

Kronprinsesse Mary har for tiden base i Verbier i Schweiz sammen med kronprinsparrets fire børn, prins Christian, 14, prinsesse Isabella, 12, og tvillingerne, prins Vincent og prinsesse Josephine, på ni år. 

Kronprinsessens officielle opgaver i Danmark ligger på hverdage, hvilket betyder at de kongelige børn bliver i Schweiz, fordi de skal passe deres skole.