SÅ ER DET SLUT: Tårevædet farvel til Donny og Marie Osmond

Donny og Marie Osmond

Donny og Marie Osmond

Foto: Mega

Efter to lange og imponerende karrierer tog pop-søskendeparret Donny og Marie Osmond afsked med deres fans

Onsdag, 20. november 2019 - af Niels Burgos

Efter 11 succesrige år med deres show i Las Vegas har Donny og Marie Osmond sagt farvel til deres fans fra scenen på The Flamingo Hilton . De fans, som for manges vedkommede har fulgt søskendeparrets imponerende karrierer de seneste snart 50 år.

Donny, der fyldte 62 år den 9. december, startede med sine brødre i gruppen "The Osmonds" - og blev et af verdens hotteste teenageidoler op gennem 1970'erne, efter han var slået igennem som soloartist.

Lillesøster Marie var aldrig en del af søskende-bandet, men hun og Donny har dannet duo siden sidst i 1970'erne - og de seneste 11 år har de haft forrygende succes fra scenen på The Flamingo Hotel i Las Vegas, hvor stribevis af verdensstjerner har gæstet dem. De har optrådt 1730 gange for anslået 900.000 fans.

Tårer fra Donny

Men forleden sagde de farvel. Deres allersidste sang var "May Tomorrow Be a Perfect Day" - Gid i morgen bliver en perfekt dag. Søskendeparret mindedes i løbet af deres sidste show mange af de oplevelser, de har delt på scenen, Blandt andet den aften i marts 2010, da Marie gik på scenen, efter hendes søn, Michaels tragiske død i Los Angeles. En tragedie, hun sjældent har talt om. "Kan I huske da jeg gik på scenen den aften" spurgte hun. "Han var lige dér", fortsatte hun og pegede på sin bror, der måtte tørre en tåre væk med jakke-ærmet.

Da tæppet var gået ned for sidste gang, omfavnede Donny og Marie hinanden i flere minutter bag scenen. Et langt parløb var slut. Og på præcist dén måde, både Donny og Marie ønskede.

Efter tiden i Las Vegas arbejder søskendeparret videre hver for sig. Marie Osmond er medvært på det ugentlige talkshow "The Talk" på CBS - og Donny er i gang med at indspille sin CD nummer 62.

Donny og Marie Osmond Foto: Mega

Donny og Marie Osmond

Børn og børnebørn

Livet går nu videre for de to pop-søskende. Donny har siden 1978 været gift med Debra - og parret har fem sønner og 10 børnebørn. Marie har været gift tre gange - to gange med samme mand. Hun giftede sig i 2011 igen med sin første ægtemand Stephen. I alt har Marie syv børn, hvoraf fire er adopterede. Adoptivsønnen Michael omkom ved en ulykke i 2010.